fbpx
Marcher Markholt
Digital Development Manager

Wonderful Copenhagen

If you want to know more about the job
you can contact:

Klaus Markholt-Hansen
+45 2991 1037
klaus@marchermarkholt.com

Digital Development Manager til Wonderful Copenhagen

 

Vi søger på vegne af Wonderful Copenhagen en ambitiøs og kompetent Digital Development Manager, med en relevant digital baggrund og sans for sund forretningsudvikling. Den nye Digital Development Manager skal både drive digital udvikling på tværs af Wonderful Copenhagens digitale kanaler samt eksekvere digitale kampagner på tværs af forretningsområder.

Om Wonderful Copenhagen
Wonderful Copenhagen er en selvstændig erhvervsdrivende fond, stiftet i 1992, med egen bestyrelse. Fonden Wonderful Copenhagen modtager årlig basisfinansiering fra Erhvervsministeriet, som Wonderful Copenhagen gearer betydeligt med organisationens flere hundrede medfinansierende samarbejdsrelationer. Wonderful Copenhagen arbejder på at skabe en bæredygtig turismeudvikling og samler flere hundrede offentlige og private samarbejdspartnere. Indsatserne er målrettet tiltrækning af kongresser, møder, events, krydstogtgæster, nye flyruter og international markedsføring af hovedstaden samt udvikling af storbyturisme, kulturturisme, nye markeder og ny viden. 

Wonderful Copenhagens digitale forretningsudviklingsteam har det samlede ansvar for udvikling af organisationens digitale kanaler, web, sociale medier, nyhedsbreve og apps. Teamet har derudover ansvaret for organisationens digitale økosystem, der supporterer alle nationale og internationale kampagneaktiviteter. Teamet drifter og udvikler digitale løsninger på vegne af afdelingens andre teams. Herunder Copenhagen Card, der er Hovedstadens officielle oplevelseskort, og som samler gratis entré til en lang række museer og attraktioner samt fri transport med bus, tog og metro i hele regionen i ét kort. Copenhagen Card skal til gavn for partnerne bag kortet arbejde for, at turisterne besøger flere museer og attraktioner i og uden for København og derigennem medvirke til, at få turisterne til at blive endnu længere på destinationen og gøre opholdet i hele regionen til en oplevelse, som turisten vil anbefale og dele med andre.

Positionen
Den nye Digital Development Manager vil have et særskilt ansvar for udvikling af digitale løsninger og kampagner på vegne af Copenhagen Card. Copenhagen Card har de seneste par år gennemgået en digital transformation, hvorfor Wonderful Copenhagen nu søger en kompetent og ambitiøs Digital Development Manager, som kan medvirke til at fortsætte en spændende udvikling. Du vil have ansvaret for at udvikle digitale marketinginitiativer for Copenhagen Card, samt sikre en løbende udvikling og optimering af digitale salgskanaler på web og app med henblik på en markant øgning af salg til private og derved indfri de opsatte både kort- og langsigtede målsætninger og KPI’er. Du får derudover en rolle i udvikling af nye digitale produkter og produktvarianter for Copenhagen Card. Disse opgaver vil ske i tæt sparring med den fagligt ansvarlige leder for henholdsvis Copenhagen Card og Digital forretningsudvikling. Udover opgaver knyttet specifikt til Copenhagen Card produktet, vil du også varetage opgaver og delansvar for en række af det digitale forretningsudviklingsteams øvrige portefølje af opgaver, herunder udvikling af andre apps, permission opsamling m.m.

En af dine primære opgaver som Digital Development Manager vil derfor være at videreudvikle på den digitale strategi for Wonderful Copenhagen og Copenhagen Card med henblik på at sikre fremtidig vækst, hvilket blandt andet indebærer udarbejdelse af forretningsmodeller, business cases etc. Det er derfor centralt, at du er hurtig til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger, data og digital forbrugeradfærd og kan tilvejebringe det essentielle beslutningsgrundlag til afdelingens løbende arbejde og prioritering. Du er en stærk analytiker, du kan knuse tal, og så forstår du at formidle de afgørende informationer og konklusioner både skriftligt og visuelt.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af:

  • Udvikling af marketingsinitiativer og digitale indsatser for Copenhagen Card, samt sikre implementering på alle relevante kanaler
  • Opsætning af salgsanalyseværktøjer
  • Løbende udvikling og optimering af copenhagencard.comog Copenhagen Card app’en, herunder optimering af konverteringer
  • Opsætning og implementering af digitale markedsføringskampagner samt e-mail og affiliate marketing
  • Optimere og øge konverteringer ved brug af Google Analytics data og egne back office data
  • SEO, Google Adwords, Google Ads Manager og Trustpilot
  • Udarbejdelse af relevante analyser med henblik på forretningsudvikling
  • Drive eller deltage i øvrige digitale udviklings- og dataprojekter i digital forretningsudvikling
  • Bidrage til udformning af strateginotater og udarbejdelse af skriftlige indstillinger til beslutninger

Organisatorisk er stillingen en del af Wonderful Copenhagens digitale forretningsudviklingsteam, der hører under afdelingen Communication med reference til Kommunikations- og marketingdirektøren.


Din profil
Det forventes, at du har minimum 4-5 års erfaring med digital marketing herunder e-business/e-commerce, hvor du ligeledes har skabt målbare resultater. Du har erfaring med strategi- og forretningsudvikling af digitale produkter og det forventes derfor, at du har en god forretningsmæssig forståelse og kan skabe digitale løsninger, der understøtter de strategiske målsætninger. Du har en analytisk tilgang til tingene og har en solid erfaring med SEO, Google Analytics, Google Ads og Facebook Ads Manager. Derudover forventes det, at du har erfaring og interesse i at arbejde med SoMe, e-mail marketing samt affiliate marketing, og at du som en selvfølge har en naturlig interesse i at følge med i digitale trends og teknikker.

Som person kommer du med et højt drive, stor nysgerrighed og formår at omsætte strategisk forretningsforståelse til konkrete aktiviteter. Du tænker hurtigt og er ikke bange for at tage fat på komplekse problemstillinger. Du er desuden robust og udstyret med et godt humør og en optimistisk tilgang til udfordringer. Du formulerer dig ubesværet på både dansk og engelsk i skrift og tale.