fbpx
Marcher Markholt
Senior Konsulent

Marcher Markholt

If you want to know more about the job
you can contact:

Klaus Markholt Hansen
+4529911037
Klaus@marchermarkholt.com

Senior Konsulent til Marcher Markholt

Vi søger i øjeblikket en dygtig og ambitiøs Senior Konsulent, der vil få ansvaret for dialogen og leverancerne til sin egen kundeportefølje. Porteføljen vil være bestående af bureauer, tech- og digitale virksomheder, og samarbejdet vil ske i tæt dialog med husets partnere.

 

Om Marcher Markholt og Free Agents™

Marcher Markholt er et specialiseret talent agency med fokus på rekruttering af kandidater inden for Digital, Tech, MarCom og Commerce på både bureau- og kundesiden.

Vi arbejder for Danmarks største marketing- og konsulenthuse, herunder Accenture, The North Alliance, Wunderman og Valtech, samt virksomheder som Demant, TDC, Danske Bank, Kayak/Momondo og Arla. Derudover står vi bag kåringen af årets CMO i Danmark samt The M List, en årlig bogudgivelse, der hylder de 200 bedste danske marketers.

Teamet på vores kontor på Amaliegade i København består af 3 partnere, 10 konsulenter og et voksende team af researchere. Derudover har vi en afdeling i Sverige, bestående af en konsulent og to researchere, som vi hver dag samarbejder og er i tæt dialog med. Vi er en virksomhed i vækst, så vi løber stærkt og forventer at fortsætte med det. Vores flade organisation og tætte teamarbejde betyder, at alle bliver hørt, hvorfor vores samarbejde er stort og effektivt. Tonen er uformel, og der er højt til loftet. Samtidig er fagligheden i højsædet, og som de seneste års udvikling vidner om, er Marcher Markholt et sted, hvor gode idéer får vind i sejlene, og hvor ambitionerne er store.

Dette har bl.a. udmøntet sig i freelance-netværket Free Agents™, som blev stiftet i 2019 med ambitionen om at blive Nordens førende freelance-platform indenfor vores vertikaler. Free Agents™ skiller sig ud, da både jobopslag og freelancere kvalitetssikres af vores konsulenter, som følger rekrutteringsprocessen så tæt som vores kunder ønsker det.

 

Om stillingen

Som Senior Konsulent for Marcher Markholt vil du i samarbejde med husets partnere skulle håndtere din egen kundeportefølje, som især vil bestå af bureauer samt brand-drevne virksomheder, tech og start-up-virksomheder på både nationalt og internationalt plan.

Dine ansvarsområder og opgaver vil bl.a. omfatte:

  • Løbende dialog med kunder.
  • Løbende dialog samt screeningmøder med kandidater, herunder udformning af kandidatevalueringer i samarbejde med researchere.
  • Definition og udvikling af search-strategier samt målsætninger i forhold til kandidat- og virksomhedsfelt.
  • Search efter kandidater og profiler med udgangspunkt i search-strategi.
  • Opfølgning på statuslister, tidsplaner og resultater via vores digitale platform.
  • Sikring af kreativ, systematisk og relevant dataindsamling om industrier, virksomheder, kandidattyper, og 
markedstendenser – internationale såvel som danske.
  • Fungere som vores kunders udvidede HR-afdeling.

Vi er en virksomhed i konstant udvikling, og du vil opleve en stejl læringskurve i forhold til både fagområderne, rekruttering og kandidat- og mennesketyper i al almindelighed.

 

Om dig

Du har en relevant uddannelse fra fx IT-Universitetet, KU eller CBS inden for kommunikation, marketing eller digital business, og dertil har du minimum 5 års erfaring fra bureau-, konsulent eller kundesiden – med fokus på tech- og digital. Det er vigtigt, at du har en oprigtig interesse for mennesker, men naturligvis også for marketing, kommunikation, IT og teknologisk udvikling, eftersom det er i disse brancher, dine kunder og kandidater opererer.

Derudover brænder du for at arbejde i et dynamisk miljø med tæt kundekontakt og forstår at gebærde dig i forhold til nogle af landets mest fremadstormende digitale virksomheder. Du er digital ind til benet, har en indgående tech-forståelse, samt har en analytisk og systematisk tilgang til løsning af opgaver.

Du forstår at prioritere opgaver og tid, er ansvarsfuld i forhold til leverancer og er særdeles resultatorienteret. Du er struktureret og kan bevare hovedet koldt, selvom du har mange bolde i luften og arbejder under stramme deadlines – kort sagt er du én, der får tingene til at ske.

Det er essentielt, at du er kommunikativt stærk, da dit job i høj grad består i at føre dialog med kunder og kandidater. Dertil er det også nødvendigt, at du besidder gode skriftlige evner og har et højt serviceniveau.

Som person er du initiativrig og har en stærk vilje. Du har en positiv tilgang til opgaver og andre mennesker, og du trives godt i samarbejdsrelationer. Derudover er det vigtigt, at du har en naturlig nysgerrighed i forhold til andre mennesker og mennesketyper, og at du i det hele taget besidder veludviklede menneskekundskaber.

Vigtigst af alt, er det, at du kan se dig selv blive en del af Marcher Markholt, og at du har lyst til at gøre en forskel for både kunder, kandidater og dine kolleger.